Af Alma Wibeck Senderovitz
Det er det sidste år i børnehaven for en gruppe iranske børn. Det er dermed også den sidste tid, hvor børnene kan lære og lege sammen, inden de kønsopdeles i første klasse. Uskylden følger seksårige Roham (Ayhan Shaygan), en lille dreng med store spørgsmål.
Filmen foregår i børnehøjde, bogstaveligt talt. De voksne må sætte sig på knæ for at komme ind i billedet. Ellers er de store kroppe, der tager beslutninger for de små. Børnene leger, spiser, lærer, danser og sover. Det ligner til forveksling en dansk børnehave. De drømmer om det samme, når de bliver store: At være astronaut, pilot og endda problemfinder. De er frække, skubber til grænser og stiller spørgsmål til verden, de ser omkring sig.
Svaret, de får tilbage, er dog helt anderledes, for deres verden er en helt anden end danske børns. Hvor kommer børn fra, og hvad skal man gøre for at få et barn? Moren og faren må bede til Gud. Hvad er en kvindes vigtigste smykke? En Hijab.
Det virker måske som for meget politik til det barnlige perspektiv, men selvfølgelig er filmen politisk. Hvordan kan den være andet? Den kaster et kritisk blik på det moderne iranske samfund. Den gør det dog mere observerende end docerende – og det fungerer.
Uskylden skildrer et mikrokosmos af det iranske samfund. I undervisningen er der tilføjet propaganda. Børnene efterligner de voksne og reciterer Guds ord som en del af deres egne børnesange. Når de bliver glade for hinanden, laver de små ceremonier og bliver gift. Selvom børnehaven føles langt fra virkeligheden, er den stadig præget af samfundet omkring den. Det er en hårdtslående fortælling, der stadig formår at være humoristisk og opløftende.
Roham og de andre børn viser som skolebørn en interesse i det modsatte køn. Hans uskyldige og smukke børneforelskelse i pigen Rana (Nora Hanifeh Zadeh) bliver bare ikke opfattet som sådan. Når han giver hende en halskæde i gave, bliver forældre involveret, og de bliver indkaldt til samtale på kontoret.
Filmen formår at skildre børnenes indre liv med så meget ærlighed og virkelighed, at man til tider kan glemme, at det er en spillefilm snarere end en dokumentar. Det skyldes delvist også dens dokumentariske stil, der til tider brydes af mere poetiske scener. Uskylden bliver en hybrid mellem de to, hvilket skaber en atypisk og fængende fortælling.
Man observerer f.eks. Roham og Ranas forelskelse blusse op, ser dem lege tæt sammen. Men pludselig er kameraet helt tæt på Rana. Solen danser over hendes øjne, hår og hud. Det, der dog skiller sig mest ud, er børnenes skuespil, der på alle måder er helt overbevisende. Det er en kæmpe satsning at sætte så unge og uerfarne børn i fokus, men instruktør Amir Toodehroosta har på mirakuløs vis fået det til at fungere. Filmen fanger ikke blot legen og latteren, men også de skjulte nuancer af det iranske samfunds indflydelse på de små.
Uskylden efterlader seeren med en følelse af afmagt på børnenes vegne, for Roham og Rana skal jo starte i skole, langt væk fra hinanden.
Kommentarer